Varulvejagt - Sombra, Amélie

Det var fuldmånenat, den første fuldmånenat på det nye år. Gabriel havde holdt nøje øje med månens tiltagen de sidste par uger, men selv uden det, havde han vidst det var fuldmåne i aften. Hans knogler kløede og han følte sig både restløs og træt på en gang. Han havde også været ekstra aggressiv og haft lyst til at lashe out efter alt og alle.  Han havde da derfor heller ikke været i tvivl om, at han ville blive nødt til at trække sig ud i skoven ... og så bare bede til at han ikke mødte nogen.

Nu stod han så under et stort træ og holdt øje med himlen, mens han mærkede månen kalde, den havde endnu ikke vist sig, men nu kunne det ikke vare længe. Og ganske rigtigt, ikke mange minutter senere stak den sit lysende ansigt frem. Gabriel mærkede et skarpt stød af smerte gå gennem sig, og han væltede forover, til han var på alle fire. Der gik en krampetrækning gennem ham og han udstødte et højt skrig i smerte, der langsomt ændrede karakter fra menneskeskrig til ulvehyl. Det skete i takt  med at hans krop ændrede sig, knogler skiftede rundt, voksede, blev mindre og ændrede form, alt sammen under høje hyl og klynk fra Gabriel.



Da det var færdigt, stod der en stor, sort ulv på drengens plads. Den adskilte sig fra andre ulve ved sin kortere snude, menneskelige brune øjne og duskede hale. Den snerrede af skyggerne og lagde hovedet tilbage i et drabeligt hyl. Det var på tide at jage.

Amélie havde været den første til at bemærke det. Gabriels ændrede opførsel. Hvordan han havde været mere aggressiv og virket som om der var… sket noget. Noget han ikke talte om. Hun havde kunne mærke på ham at han holdt noget fra dem. Normalt ville hun have ladet ham gå med sine problemer til han var klar til at tale om dem, men så var det blevet værre og Sombra havde også rynket på brynene og kigget spørgende på Amélie.

De havde talt.

Ikke med Gabriel. Men med hinanden. Hvad var der med Gabriel? Hvad kunne der være hent ham. Det var ikke langt inde i samtalen før at Sombra havde called varult! Og Amélie havde hævet et øjenbryn af hende. Så havde de haft en lang samtale om at jo, varulve findes…. Huh.

Amélie havde moret Sombra ved at finde ud af hvad hun kunne om varulve… og det passede alt sammen uhyggeligt godt. Bogen havde beskrevet varulve som… monstre. Sombra havde sagt at det ikke var tilfældet. Hendes familie havde varulve langt tilbage og det behøv slet ikke være sådan. Der var en eliksir og sådan…

Amélie havde fundet den. Amélie havde ville tale med lærerne. Sombra havde sagt det kunne få Gabriel smidt ud. Så havde Amélie ikke længere ville tale med lærerne.

De var gået i gang med at lægge planer. Alt efter hvad de troede der var med Gabriel. Sombra havde stjålet de ingredienser Amélie skulle bruge til varulve brug og Amélie havde øvet sig på en håndfuld formulere der kunne passivisere Gabriel uden at skade ham.
Fuldmånen havde nærmet sig. Gabriel havde fået det værre. De to piger havde godt tænkt at Gabriel nok ville søge skoven, hvis han da vidste hvad der var sket med ham…

…

De havde ventet under usynlighedskappen i Slytherins opholdsstue da Gabriel tog afsted. De var fuldt efter.

Ikke langt fra Gabriel, stod de to piger under usynlighedskappen og så til med store øjne, imens deres bedste ven forvandlede sig til en ulv i noget der lignede en smertefuld proces.

Varulven sniffede jorden og lavede knurrede dybt og truende, så drejede den sig langsomt i retning af de to piger under kappen og viste tænder. Med ét satte den af og sprang imod dem!

Amélie gispede og kastede sig hurtigt til siden! Ligesom når man var målemand!.. bare væk fra bolden. Eller kæmpe ulven. Du ved, easy peacy.

Sombra derimod var ikke lige så hurtigt, hun havde ikke regnet med at blive opdaget under kappen. Hun blev kastet til jorden og kappen gled af hende.

Varulven snerrede ærgerligt, da den kun fik fat i e af pigerne, så slog den ud med sin store pote mod Sombra, klar på at flænse hende!

Amélie væltede om på jorden og hørte skriget fra Sombra. En isnene fornemmelse gik igennem hende og hun trak hurtigt sin tryllestav. Hun var hurtigt på benene og pegede sin tryllestav på den store ulv. Hun måtte ikke tøve. Og det gjorde hun ikke. Med en selvsikker kræft hun ikke vidste hvor kom fra, sagde hun besværgelsens ord og en blå stråle skød imod Gabriel!

Sombra skreg i en blanding af smerte og frygt da varulvens klør skar igennem hendes hud!

Varulven var klar til at bide og gøre en ende på mennesket under sig, da den blå stråle ramte den hårdt i brystet. Den stivnede midt i sin bevægelse og dens øjne bevægede sig vredt rundt.

Amélie trak usikkert vejret og var så hurtigt henne ved Sombra og trak hende væk fra Gabriel "er du ok?" spurgte hun imens hun holdt øjnene på Gabriel og holdt stramt om sin stav.

"Han bed mig ikke" sagde Sombra imens hun klamrede sig til Amélie og holdt om sine blødene sår.

Varulven stirrede vredt og morderisk på dem, men kunne ikke komme fri e.e

Amélie så modvilligt væk fra Gabriel og ned af Sombra, som blødte og havde dybe flænger... "det er rigtigt skidt" mumlede hun og flænsede hurtigt noget af sin kappe. Hun pressede det hårdt mod Sombras sår "du skal holde det sådan, stoppe blødningen" instruerede hun bestemt og kastede så et nyt blik mod Gabriel.

Sombra ømmede sig, men gjorde som Amélie havde sagt. Hun så på Gabriel og rynkede brynene ... "stakkels Gabe" mumlede hun.

Varulven stirrede morderisk på dem og havde ville flænse og flå dem! .. Men den kunne ikke bevæge sig

Amélie trak vejret roligt, eller forsøgte, imens hun så fra Sombra til Gabriel ".. ok.. vi skal have gjort noget ved det der.." hun nikkede kort mod Sombras sår "og.. ham.." hun rystede på hovedet "jeg ved ikke hvor længe det virker.. men jeg har en anden ting.." sagde hun alvorligt "det tager lidt tid. Sæt dig ned. Hold det."

Sombra nikkede og satte sig ned og holdt stramt stoffet mod sine sår.

Imens nærmede Amélie sig varulven og gik igang med at messe ting imens hun fandt ting fra sin taske og strøg rundt om Gabriel... Sombra så fra Gabriel til Amélie... og holdt stramt.

Varulven kæmpede en hård mental kamp med sine bindinger, klar til at springe fri ved det mindste tegn på svaghed. Den kunne lugte blodet og se pigerne så tt på, at det var nærmest tortur ikke at kunne komme til dem

Amélie blev færdig og sagde en sidste besværgelse. En lysende cirkel kom om Gabriel! Hun bakkede tøvende bagud og satte sig så ved Sombra ".. det burde holde ham når den anden går ud.. hvis ikke.. ja, så håber vi at jeg er hurtig" hun så kort mod Sombras sår... og fandt sin førstehjælps kasse frem!

Sombra så et øjeblik distraheret på kassen "hvad er det?" mumlede hun undrende, men så så mod Gabriel igen... hun rynkede brynene "hvis folk finder ud af det her, bliver det rigtigt skidt for Gabriel... hvordan tror du han har det?" mumlede hun, imens Amélie gik igang med at rense hendes sår.

Varulven hylede i triumf og sprang mod de to piger med blottede tænder ... og stødte hårdt ind i den magiske barriere. Den snerrede vrede og kastede sig mod barrieren igen

De gav både et gip i Amélie og Sombra. Amélie lagde en hånd på Sombras skulder "rolig" sagde hun og lød... rolig. Meget mere rolig end hun følte sig. "Han kan ikke komme fri." forsikrede hun og håbede at hun havde ret. Så gik hun igang med at sy Sombras sår!

Sombra så mod Gabriel... at Amélie virkede cool og rolig hjalp... det var alligevel lidt imponerende hvordan det ikke virkede til at noget rørte den ældre pige...

"Qué chingados!" bandede Sombra overrasket da Amélie pludselig stak en nål i hende?!

Varulven snappede med kæberne og kastede sig på ny mod barrieren, da det ikke virkede udstødte den et højt, frustreret hyl og prøvede at kradse på barrieren